TIL KUNSTNERE I HOSPICE

 

Kunstnere i hospice er en samling af kunstnere, som frivilligt og uden betaling, drager ud og besøger landets hospicer. Transport i forbindelse med optræden bliver godtgjort via fondsmidler. Transportskema til print og udfyldelse kan findes ved at klikke her.

Hvert hospice har en “tovholder”, som forestår den nødvendige planlægning og koordinering af besøg fra kunstnere. Vi opfordrer alle tilknyttede kunstnere til at opsøge de nærliggende hospicer, enten det er i forbindelse med aktiviteter rundt i landet, eller tæt på bopælen. Listen over tovholdere findes her.

Såfremt man har ønske om at blive optaget i “kataloget” kan man kontakte Hans Dal og Marianne Harboe via kontaktformularen her.

 

KUNSTNERCITATER

 

I antologien ”Tæt på døden – Tæt på livet” skriver 60 frivillige og en halv snes kunstnere om deres erfaringer. Her bringes nogle kunstneres citater fra bogen.

“Vi spillede bl.a. et sted, hvor var patienten så tæt på os, at vi kunne høre vedkommendes åndedrag og sagte mumlen. Vi har oplevet en alvorligt syg mand, der klappede med fingrene – næsten lydløst – men dog klappede. Vi kunne ikke høre det, men den ansatte, der sad ved hans side, fortalte, at han klappede med alle de kræfter, der var tilbage. Det er stort – når andre mennesker applauderer med deres sidste kræfter.

– Michael Halle

 

”Kunstnere i Hospice” er et enestående godt projekt, som virkelig viser, at vi alle kan give meget – selv ved at give lidt.    

– Maria Elizabeth Hersing

 

“Personalet og de frivillige er et kapitel for sig. Der er sådan en varme og kærlighed. Den omslutter os alle, når vi træder ind af døren. Man mærker virkelig, at patienten er centrum for alles omsorg. Giv en dag på hospice – du lærer noget, og får noget godt med dig hjem.   

–  Lis & Per Kauczki

 

“Vietnamesiske tempelgonger, tibetanske syngeskåle, en rammetromme m.m. har  beroligende, smukke klange og rytmer. Derfor har jeg valgt dem, når jeg spiller på hospicer.   

– Birgit Løkke

 

“Efter koncerten bad en sygeplejerske, om jeg ikke nok ville spille for en patient, der var så dårlig, at hun ikke havde kræfter til overvære koncerten i opholdsstuen. Hun ville heller ikke have nogen ind hos sig, men det ville betyde meget for hende, hvis jeg sad udenfor hendes dør og spillede klassisk guitar. Døren stod på klem – vi kunne ikke se hinanden, og jeg ved ikke hvor længe jeg spillede.  

– Hans Dal

 

“Hun kommer i sin kørestol, trillet frem af en hjælper. Med stort besvær – og hjælp fra to mere – blir hun bakset over i sofaen…men må så tilbage i stolen igen. Jeg tager bogen frem og begynder at læse op af Jørns Riels humoristiske og underfundige skrøner fra det barske liv i Nordøstgrønland. Foruden hende er der 3 hjælpere – og det er så mit publikum i dag. Sidste gang, jeg læste op på et hospice var der 25 tilhørere – og sådan er det så forskelligt.”

Tænk, at du gider rejse til den anden ende af landet, læse op en halv time for én patient – og så tilbage igen…uden at få en øre for det”…siger nogle af mine venner. Ja, det gider jeg godt. Jeg gør ikke dette alene for at være ”godgørende”, for at bringe lidt adspredelse og smil ind i en livssituation, hvor patienternes tanker nok mest er præget af sorg over at skulle forlade dette liv og deres kære. Jeg gør det lige så meget for mig selv. Jeg elsker den ro og fred, der hersker i de forskellige hospicer. Her er varme, respekt og omsorg omkring hver enkelt patient. Frivilligt arbejde går begge veje. Meningsfyldt – forhåbentlig også for dem, der modtager mine ydelser. Dette er ikke lønnet arbejde. Det er livskvalitet – og livskvalitet kan som bekendt ikke gøres op i kroner og øre. 

– Gunvor Bjerre

 

“Som tovholder for det smukke projekt ”Kunstnere i Hospice” oplever jeg megen gensidig glæde i mødet mellem kunstner og patient. Oplevelser der går lige til hjertet, og hvor også pårørende, personale og frivillige udgør en væsentlig del. Forventningen før kunstnerbesøg, og de mange samtaler de afføder, har også i sig selv værdi. Vi er taknemlige over alle de kunstnere, der har komittet sig til at optræde uden honorar – Det er da smukt.   

– Frivillig tovholder Vibeke Tholstrup